Nomineret til Digitaliseringsprisen 2018

Sammenhængsprisen
Published on 25th February, 2018 by Mikkel Bech
I samarbejde med Aarhus Universitetshospital (AUH) er vi blevet nomineret til digitaliseringsprisen 2018 under kategorien “Sammenhængs-prisen”.
“Sammenhængs-prisen” gives til et projekt, der har bidraget til at gøre den offentlige sektor markant mere overskuelig og sammenhængende for borgere såvel som for virksomheder. Projektet, som vi i samarbejde med AUH, er blevet nomineret til, er vores OPI-projekt (Offentlig Privat Innovations Aftale) “Fra patientindkaldelse til digital forløbskoordinator”, der begyndte tilbage i oktober 2016.

Sammenhængende patientforløb

Projektets formål har, gennem halvandet års arbejde, været at undersøge hvordan patienter bedst bliver forberedt på sit eget behandlingsforløb for herefter at skabe en større sammenhæng i patientforløb fra patienten modtager en indkaldelse til det færdige behandlingsforløb. Samtidig har opsamling af data skulle skabe mere viden omkring kvaliteten og effekten af kommunikationen til patienterne, så den løbende kan tilrettes og derved blive mere målrettet og vedkommende for den enkelte patient.

Ny, digital ledsager i lommen

Vi har, sammen med AUH, udviklet en digital løsning, der hjælper patienter med at forberede sig inden fremmøde på hospitalet. Indkaldelsesbreve kan være lange, teksttunge og fulde af indforståede formuleringer, men i den nye app-baserede løsning foregår alt på patientens præmisser gennem digitaliseret og individuel information før, under og efter hospitalsbesøget.
Der er fx. mulighed for at stille spørgsmål direkte til personalet via et beskedsystem i stedet for at vente i en telefonkø inden for faste træffetider. Med EMENTO kan personalet på hospitalet også følge med i patientens forberedelser og proaktivt reagere, hvis patienten ikke udfører vigtige opgaver som fx faste.

Vi udvikler sammen med patienterne

Patienterne skal være aktive medspillere i behandlingsforløbet, og det kan kun ske, hvis man forstår den sammenhæng behandlingen sker i. Det er svært at føle sig tryg, hvis man bliver ført rundt i behandlingssystemet som passiv tilskuer. Siden projektets start i 2016 har vi derfor, i dialog med patienter og personale fra tre afdelinger, udviklet kommunikationen og under hele forløbet arbejdet med at udfordre antagelser og forholde sig spørgende til alt. Det har ført til hyppige iterationer og ændringer i den løsning, der er blevet afprøvet. Vi har arbejdet ud fra en teori om, at det ikke er muligt at tænke sig til den bedste løsning, men at det er nødvendigt at teste den på slutbrugerne. Her skal der lyde en særlig ros til de afdelinger, vi har arbejdet sammen med på AUH. Vi har beundret deres mod til at kaste sig ud i videoproduktion og turde teste antagelser fra den spæde start.

Fra monolog til dialog

At det netop er endt med en forløbsbaseret-app, er ikke tilfældigt. EMENTO-app’en kombinerer patientens individuelle kommunikationsprofil- og behov med en forløbsbaseret skabelon, og det gør det muligt at formidle den relevante information, når patienten er mest motiveret for at modtage den. På den måde kan personalet følge med i patientens forberedelse og løbende lave forbedringer. Det har ikke tidligere været muligt at se, om patienten har læst og forstået informationerne i indkaldelsesbrevet, men der er nu afprøvet en løsning til stor glæde for personale og patienter.
“Det viser sig faktisk, at når patienterne ser de små videoklip eller får en notifikation om, at de skal gøre det ene eller det andet, bliver de langt mere forberedte, end de var tidligere”, fortæller afdelingssygeplejerske Birthe Roelsgaard, Hjerte,- Lunge,- og Karkirurgi.
Rasmus på 25 år er blevet opereret for tragtbryst, og som mange andre gav han udtryk for stor begejstring efter at have haft app’en under hele sit operationsforløb:
“Jeg synes, app’en er et godt værktøj til at få et indblik i, hvordan det hele foregår. Det var rart med nogle videoer. Det gav et bedre indtryk, fordi du kan sagtens sidde og læse en masse papirer, men hvordan er det i virkeligheden?”
Samarbejdet har vist et stort potentiale i digital forløbskommunikation til gavn for patienter og hospital. Derfor ser vi det også som et stort skulderklap at være nomineret til Digitaliseringsprisen 2018.
Foruden vores gode samarbejde med Aarhus Universitetshospital er vi også igang med at udvikle nye forløb på andre kliniske områder på Nordsjællands Hospital i Hillerød, samt tester vi lige nu EMENTO i kommunal misbrugsbehandling i Københavns Kommune.
Er du interesseret i at læse hele OPI-rapporten, kan du læse den her:
Se videoen med Christian for at forstå nogle af de udfordringer patienter oplever i dag.
emento
artikel
digitaliseringsprisen
Mikkel Bech
Skrevet af
Mikkel Bech
Med en baggrund i Datalogi og mange års erfaring med Design Thinking er hans ultimative fokus at bygge produkter og løsninger, som gør en forskel. Ud over at være kreativ chef er Mikkel også ansvarlig for vores stigende fokus på Data Science
Hvis du vil vide mere er du meget velkommen til at sende en email til mikkel@emento.dk

LinkedIn profil | Læs mere på Team siden

Flere indsigter